Læs denne bøn af Frans af Assisi, skrevet lidt om til en sang af Holger Lissner:
1. Gør mig til et redskab for din fred!
Hvor hadet gror, lad mig så kærlighed.
Hvor uret råder, lad mig skabe ret,
hvor tvivlen nager, tro på dig.
2. Gør mig til redskab for din fred!
Hvor mørket truer, lad mig tænde lys.
Hvor håbløsheden hersker, bringe håb,
hvor sorgen knuger, trøst fra dig.
3. O Herre, lad mig ikke tænke på,
om jeg blir trøstet, men om jeg kan bringe trøst,
om jeg forstås, men om jeg kan forstå,
om jeg elskes, men om jeg kan elske andre.
4. Gør mig til redskab for din fred!
Når vi forlader skyld, vil du forlade,
for det er ved at give, at vi får,
og ved at dø, at vi opstår.
Frans af Assisi
Holger Lissner 1982
Sammen med nogle vers fra Filipperbrevet kap 2, som handler om lydighed og ydmyghed efter Kristi sind:
Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget, så gør min glæde fuldstændig ved at have det samme sind, ved at have den samme kærlighed, med én sjæl og ét sind. Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus.... som tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig (v7)..... ydmygede han sig og blev lydig indtil døden (v8)....
- Jeg vil rigtig meget opfordre til at læse hele kap. 2!
Vi må bede om at få det samme ydmyge tjenersind over for hinanden, som Jesus har overfor os.
Frans Assisis skriver det så klart og så konkret - en fantastisk bøn!
-Maria
fredag den 27. november 2009
søndag den 22. november 2009
Levende tro
Forsoning? Hvad? Hvorfor? Hvordan? Hvor, hvornår og for hvem?
Mange spændende emner at dykke ned i - men jeg har lyst til at starte et helt andet sted.
I lang tid har jeg syntes, at biblen var svær at forstå, kompliceret, brugte mærkelige ord, havde sammenhænge jeg ikke forstod osv. Det gav mig blod på tanden til at spørge, læse, snakke, lytte, undersøge - og forstå. Altså er bibelen blevet spændende at læse, koblinger mellem GT og NT har jeg fået forklaret, hvor provokerende Jesus var, er jeg begyndt at forstå, og tingene er ved at gå op i en højere enhed for mig.
- Og dog! I takt med at jeg med min hjerne er begyndt at forstå, er mit hjerte blevet mere og mere fortvivlet. - Handler tro om at have en interlektuel viden? For så tror jeg alligevel ikke helt, jeg har forstået...
Jeg ønsker sådan, at min tro skal være levende tro. Den skal gå fra hjernen til hjertet og helt ned i benene! - Og her er forsoning et godt udgangspunkt. Her kan vi ikke (kun) sidde og fundere os frem til gode svar og løsningen på alverdens problemer, her er jeg faktisk nødt til at starte med mig selv, og jeg kan starte lige nu!
Vi lever i noget at en talerkultur. Knap er der gået 10 min. fra jeg er kommet til IMU-møde, inden taleren er igang, - det er vigtigt at høre Guds ord og forstå det. - Forresten ligger IMU naturligvis torsdag 19.30 - "Jesustid" vil nogen sige, andre kalder det bare "den kristne aften". - hvad er det her for noget? Hvis vi er kristne, når vi mødes til "Jesustid", så synes jeg, vi skal stoppe med at mødes der, for så har vi vist fået noget galt i halsen.
At være kristen er ikke noget jeg er torsdag aften og søndag formiddag, det er hele mig, og jeg ønsker, Gud må skinne igennem i hele mit liv. - At jeg må høre Guds ord og leve det - Levende tro!
Tilbage til forsoning. Jesus har forsonet sig med verden, og ønsker vi skal forsone os med ham og med hinanden - det er ganske konkret - faktisk helt skræmmende konkret, for konflikter er en del af min hverdag, som jeg må og skal forholde mig til. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til, gennem denne blog, samtaler, biblen osv., at blive udfordret i hvad forsoning helt konkret betyder for min hverdag, mine tanker og ord i konflikter og min omgang med andre mennesker.
Med ønsket om en god søndag.
Maria.
Mange spændende emner at dykke ned i - men jeg har lyst til at starte et helt andet sted.
I lang tid har jeg syntes, at biblen var svær at forstå, kompliceret, brugte mærkelige ord, havde sammenhænge jeg ikke forstod osv. Det gav mig blod på tanden til at spørge, læse, snakke, lytte, undersøge - og forstå. Altså er bibelen blevet spændende at læse, koblinger mellem GT og NT har jeg fået forklaret, hvor provokerende Jesus var, er jeg begyndt at forstå, og tingene er ved at gå op i en højere enhed for mig.
- Og dog! I takt med at jeg med min hjerne er begyndt at forstå, er mit hjerte blevet mere og mere fortvivlet. - Handler tro om at have en interlektuel viden? For så tror jeg alligevel ikke helt, jeg har forstået...
Jeg ønsker sådan, at min tro skal være levende tro. Den skal gå fra hjernen til hjertet og helt ned i benene! - Og her er forsoning et godt udgangspunkt. Her kan vi ikke (kun) sidde og fundere os frem til gode svar og løsningen på alverdens problemer, her er jeg faktisk nødt til at starte med mig selv, og jeg kan starte lige nu!
Vi lever i noget at en talerkultur. Knap er der gået 10 min. fra jeg er kommet til IMU-møde, inden taleren er igang, - det er vigtigt at høre Guds ord og forstå det. - Forresten ligger IMU naturligvis torsdag 19.30 - "Jesustid" vil nogen sige, andre kalder det bare "den kristne aften". - hvad er det her for noget? Hvis vi er kristne, når vi mødes til "Jesustid", så synes jeg, vi skal stoppe med at mødes der, for så har vi vist fået noget galt i halsen.
At være kristen er ikke noget jeg er torsdag aften og søndag formiddag, det er hele mig, og jeg ønsker, Gud må skinne igennem i hele mit liv. - At jeg må høre Guds ord og leve det - Levende tro!
Tilbage til forsoning. Jesus har forsonet sig med verden, og ønsker vi skal forsone os med ham og med hinanden - det er ganske konkret - faktisk helt skræmmende konkret, for konflikter er en del af min hverdag, som jeg må og skal forholde mig til. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til, gennem denne blog, samtaler, biblen osv., at blive udfordret i hvad forsoning helt konkret betyder for min hverdag, mine tanker og ord i konflikter og min omgang med andre mennesker.
Med ønsket om en god søndag.
Maria.
onsdag den 18. november 2009
En svær taknemmelighed
Gud har grebet ind i verdenshistorien. Faktisk har han grebet ind i den så radikalt at kun et fåtal af verdens befolkning overhovedet har opdaget det... Det gik ellers ikke stille af sig - vel var det i et land, som ikke er det oplagte charterferiemål, men alligevel - jordskælv og momentan solformørkelse burde være nok til at få vores opmærksomhed!
Guds indgriben handler om forsoning. Bibelen taler om, at ud har forsonet 'verden' med sig gennem Jesus af Nazareth - Jesus Kristus - Messias! Vi har ikke længere et uforløst mellemværende med Gud - han har selv ordnet det, fordi vi ikke selv kunne løse problemet. Vi kunne ikke frelse os selv. Det kan vi stadig ikke, og derfor har vi stadig brug for den forsoning, Gud hver eneste dag tilbyder os.
Denne situation afføder taknemmelighed hos mig. Jeg er Gud dybt taknemmelig over, at han ikke bare lod stå til, men greb ind.
Denne taknemmelighed er ikke let. Den er svær, synes jeg. Ikke fordi jeg tvivler på Guds eksistens (ikke den Gud Bibelen taler om i hvert fald!), men fordi jeg har så svært ved at tro på, at den forsoning Gud tilbyder - den tilbyder han også til mig! Jeg kan sagtens forholde mig til, at Gud har forsonet sig med verden - men med mig?!
Men jeg øver mig...
Og en del af denne øvelse går ud på at fortælle andre mennesker om, at Gud har forsonet sig - ikke bare med verden - men med dem. For hvordan skulle de kunne være taknemmelige over noget, de ikke aner de skulle være taknemmelige over?
Ja, jeg spør' bare...
tirsdag den 17. november 2009
Hvorfor er jeg optaget af forsoning?
Efter at have boet 1 år i Jerusalem midt i konfliktens centrum mellem palæstinensere og jøder er jeg blevet klar over, at der altid er to sider af en sag - lige meget om det gælder en stor og kompliceret konflikt som den i Mellemøsten eller en mindre konflikt mellem mig og min mand. Der er altid to parter i en konflikt, som begge bidrager til konflikten på en eller anden måde, og som har hver deres syn på konflikten. Man kan derfor sjældent (eller aldrig?) tale om, at en af parterne er 100 % skurken - så sort/hvid er verden (desværre) ikke.
I Israelsmissionens Unge (og i Israelsmissionen) forsøger at vi ikke at vælge side i Mellemøstens konflikt. Vi ønsker at bygge bro, være med til at skabe forsoning mellem de stridende partere og forene de troende på begge sider i fællesskabet om Kristus.
I den sidste tid er det gået mere og mere op for mig, at det ikke kun er jøder og palæstinensere, der har brug for at forsone sig, og at jeg ikke kun har en rolle i at være brobygger i denne konflikt.
I mine helt dagligdagsrelationer oplever jeg også (heldigvis oftest mindre) konflikter, og jeg har derfor også brug for at lære om, hvordan man forsoner sig, og hvad det vil sige at forsone sig, og ikke mindst har jeg behov for styrken og viljen til at ville forsone sig. Det er super nemt bare at brokke sig over den anden part og fokusere på ting, der kan forstærke konflikten/det negative billede af den anden. Det er super svært at tage tyren ved hornene og fokusere på at løse konflikten, for det kræver mod til at tage konflikten op med den anden samt måske nogle indrømmelser over for sig selv og den anden om ens egen rolle/personlighed i konflikten. (Det er ret besværligt at være (lidt) konfliktsky i en sådan situation...) I forhold til at være brobygger i min dagligdagsrelationer oplever jeg det som nemmest at vælge side, rotte mig sammen med en anden og tænke "dem og os", men hvordan er det man balancerer i midten og ligefrem bidrager til forsoning?
Jeg er altså lige nu optaget af forsoning i dagligdagsrelationer, fordi det vedkommer os alle uperfekte mennesker, og lige nu er jeg først og fremmest fokuseret på Jesu/Bibelens bud på det.
/Mette
Efter at have boet 1 år i Jerusalem midt i konfliktens centrum mellem palæstinensere og jøder er jeg blevet klar over, at der altid er to sider af en sag - lige meget om det gælder en stor og kompliceret konflikt som den i Mellemøsten eller en mindre konflikt mellem mig og min mand. Der er altid to parter i en konflikt, som begge bidrager til konflikten på en eller anden måde, og som har hver deres syn på konflikten. Man kan derfor sjældent (eller aldrig?) tale om, at en af parterne er 100 % skurken - så sort/hvid er verden (desværre) ikke.
I Israelsmissionens Unge (og i Israelsmissionen) forsøger at vi ikke at vælge side i Mellemøstens konflikt. Vi ønsker at bygge bro, være med til at skabe forsoning mellem de stridende partere og forene de troende på begge sider i fællesskabet om Kristus.
I den sidste tid er det gået mere og mere op for mig, at det ikke kun er jøder og palæstinensere, der har brug for at forsone sig, og at jeg ikke kun har en rolle i at være brobygger i denne konflikt.
I mine helt dagligdagsrelationer oplever jeg også (heldigvis oftest mindre) konflikter, og jeg har derfor også brug for at lære om, hvordan man forsoner sig, og hvad det vil sige at forsone sig, og ikke mindst har jeg behov for styrken og viljen til at ville forsone sig. Det er super nemt bare at brokke sig over den anden part og fokusere på ting, der kan forstærke konflikten/det negative billede af den anden. Det er super svært at tage tyren ved hornene og fokusere på at løse konflikten, for det kræver mod til at tage konflikten op med den anden samt måske nogle indrømmelser over for sig selv og den anden om ens egen rolle/personlighed i konflikten. (Det er ret besværligt at være (lidt) konfliktsky i en sådan situation...) I forhold til at være brobygger i min dagligdagsrelationer oplever jeg det som nemmest at vælge side, rotte mig sammen med en anden og tænke "dem og os", men hvordan er det man balancerer i midten og ligefrem bidrager til forsoning?
Jeg er altså lige nu optaget af forsoning i dagligdagsrelationer, fordi det vedkommer os alle uperfekte mennesker, og lige nu er jeg først og fremmest fokuseret på Jesu/Bibelens bud på det.
/Mette
Abonner på:
Opslag (Atom)